Dota 2

Bias: Sunk Cost Fallacy

Sunk Cost Fallacy er en kognitiv bias, der viser sig ved, at har man allerede investeret tid eller penge på noget, motiverer det en til at bruge mere tid og flere penge på det. Alene det, at man har investeret tid eller penge på noget kan være motivation nok til at fortsætte med at bruge tid eller penge på det, så de ressourcer, der allerede er brugt ”ikke går til spilde”. Her kunne det rationelle alternativ være, at man accepterede sine tab i stedet for at blive ved at bruge ressourcer for måske at vinde.

Sunk cost fallacy og lootboxes

Har man investeret ressourcer i at åbne lootboxes uden at få den ønskede gevinst, så kan det være med til at spilleren retfærdiggør yderligere køb af lootboxes, fordi det er først, når man stopper uden at have fået den ønskede gevinst, at forbruget af penge og tid erkendes som noget, der er tabt.

I stedet er man fanget i tanken, om at man ikke vil lade de brugte penge gå til spilde – og i stedet spilder man flere penge.

Som man kan læse i afsnittet med ”Escalating Odds”, så motiverer spillet også spilleren til at øge mængden af forbrugte lootboxes, fordi det er med til at gøre det lettere at nå den ”store gevinst” ikke bare ud fra tilfældighed, men en manipuleret tilfældighed hvor vinderchancerne øges for hver lootbox, der bliver åbnet.

Sunk Cost Fallacy og Battlepasses

Den samme tankefælde kan gøre sig gældende ved et Battle Pass: Hvis man har brugt penge på at stige i level, så kan det opleves som, at man snyder sig selv, hvis man ikke bruger lige lidt flere penge, så man kan stige til netop det level, der giver adgang til den ønskede gevinst.

Sunk Cost Fallacy og spillerfastholdelse

Ligeledes hvis man har brugt mange timer på et spil, så kan tidsinvesteringen være nok til at fortsætte, selvom interessen for spillet måske er falmet. Motivationen kan være, at hvis man fortsætter med at spille og man når den position, man har drømt om, så kan man retfærdiggøre al den tid, man har brugt overfor sig selv.

Stopper man med at spille, kan det føles som et nederlag og det kan føles som om alle fremskridt, unlocks og andre elementer, man har investeret i, vil være gået til spilde.

Det er i øvrigt en mekanisme, man kan se genbrugt i mange spil med store mængder grinding som f.eks. World of Warcraft, League of Legends og som her Dota 2.

Mekanismer til spillerfastholdelse

Tab og vind med samme sind:

Når man vinder et spil Dota 2 og opnår en højere ranking, kan man opleve at få en sejrsrus. Det skyldes, at hjernen frigiver en stimulerende kemisk cocktail, når man vinder.

Efter man har vundet, kan man derfor opleve at være motiveret til at fortsætte. Derfor kan man stille sig selv spørgsmålet, om man ikke skal tage endnu et spil? Man har jo lige bevist overfor sig selv, at man er dygtig til spillet og at man er ”brandvarm”. Måske kan man endda vinde en endnu bedre ranking og have det sjovt.

Når man taber et spil, kan man tilsvarende føle sig meget motiveret til at tage et nyt spil. Ikke fordi man opnår en stimulerende kemisk cocktail ved at tabe, men fordi man tidligere har oplevet, hvor dejligt det kan føles, når man vinder. Den følelse kan man godt tænke sig at få gentaget, derfor kan man let overbevise sig selv om, at det næste spil bliver fedt, at det nok skal lykkedes, og at det faktisk er nødvendigt, så man ikke mister sin ranking.

Uanset om har vundet eller tabt, kan det derfor føles helt rationelt, at man bør tage endnu et spil.

Ranking

Dota 2 har en eksplicit måde at rangere spillere på, der kaldes ”MMR”, en betegnelse, der står for ”Matchmaking Ranking”. MMR opgøres i et tal, jo højere jo bedre (rekorden for højeste MMR nogensinde blev sat i 2022 af spilleren ”23savage”). Ens MMR stiger, når man vinder et spil og falder tilsvarende, når man taber.

Spillet bruger MMR-informationen til at finde med- og modspillere af tilsvarende rank og dermed formodentlig også tilsvarende færdighedsniveau. Nye eller dårlige spillere møder på den måde andre nye eller dårlige spillere, mens garvede spillere møder garvede spillere.

Spillerens MMR-placering er koblet sammen med et medalje-system, der er med til at give spilleren et incitament til at stræbe. Hver medalje-milepæl kan nemlig give en selv og andre en tydelig markering af ens færdigheder.

Muligheden for tydeligt at sammenligne sin egen rank med vennernes rank tilskynder en konkurrencementalitet, der kan være medvirkende til at man spiller mere, end man ville gøre uden.Et eksempel kan være: “Jeg bliver nødt til at spille noget mere og blive bedre, fordi jeg skal i hvert fald op på samme rank som (indsæt navn)”.

Det kan give højere social status blandt vennerne at have en høj rank i Dota 2, og det kan give følelsen at være anerkendt blandt ligeværdige.

At holde sit niveau ved lige kan dog være en blandet fornøjelse for mange. Der kan være et socialt pres for at følge med i spillets meta, hvilket kræver, at man spiller regelmæssigt og måske mere, end man egentlig orker. Og hvis man stræber efter det næste niveau i medalje-rækken, så kan det kræve blod, sved og tårer – og et meget tolerant familieliv.